Home
Galleri

Foreningstur til Zillertal i Tirol.

Tur til Zillertal

Tekst: Leif Nørager-Nyhuus

13 medlemmer havde meldt sig til en togtur til Østrig for at bese Zillertalbahn og Achenseebahn som begge er beliggende i Tirol. Om nu tretten kom til at betyde noget troede vi ikke på, da ingen vedkender sig overtro. Imidlertid, måtte en melde fra, og så var der jo kun tolv tilbage, og i sidste øjeblik måtte endnu en melde fra – ja så blev vi altså kun 11 deltagere som kunne tiltræde turen til Tirol.

Den 7. maj 2010 mødtes vi som man bør, ”under uret” på Københavns Hovedbanegård, kl. 18.12 med afgang kl. 18.42. Vi fik hurtigt installeret os i de to reserverede liggekupeer, og toget kørte til tiden, trukket af en ME’er igennem kongeriet til Padborg hvor DB tog over med en BR 120, der i løbet af natten førte os gennem Hamburg, Hannover, Fulda, Würzburg og Nürnberg, hvor vi i de tidlige morgentimer fik lejlighed til at se, at man var ved at klargøre kopien af det berømte ”Adler”-lokomotiv. Det skal lige nævnes, at vi under vejs havde spøjse oplevelser med servicen i ”spisevognen”, det første vi fik at vide var, at vi ikke kunne bruge den før efter kl. 22, da et andet selskab havde reserveret hele spisevognen indtil da. Da vi endelig kunne benytte os at spisevognen (cafeteria/cafe-typen) var der stort set ikke noget at købe, og betjeningen var mildest talt ikke meget bevendt, begrebet ”multitasking” og overblik var fuldstændig ubekendt – ja særligt positivt var det ikke og skrive noget godt om det er umuligt.

Vi ankom til München den 8. maj 2010 til tiden og kunne i ro og mag finde toget til næste destination (der blev også tid til at finde lidt morgenmad) – Jenbach i Østrig inden vi futtede videre kl. 09.30.

Ankomst til Jenbach kl. 11.00 her fik vi lige et glimt af Achenseebahn, hvilket gav anledning til glædesudbrud og udsagn om, at det måtte vi da bestemt også prøve (det var lagt ind i programmet); men vi skulle videre med Zillertalbahn til vores overnatningssted Uderns i Zillertal, hvortil vi kom med Zillertalbahn kl. 11.48 – læg mærke til den nøjagtige tidsangivelse – der var ikke et minuts forsinkelse på turen fra København til Uders.

Vi havde en pudsig oplevelse undervejs med Zillertalbahn, ved Schlitters den 3. station på ruten så vi pludselig togføreren forlade toget begive sig hen til en bod (der var byfest) anskaffe to schnitzler med pommes og tilbage til toget, hvor de blev nydt sammen med lokomotivføreren. (Senere traf vi togføreren på en anden tur – og spurgte naturligvis om schnitzlerne var gode, han så noget overrasket ud, kom i tanke om episoden og bekendtgjorde, at de var ganske udmærkede).

Ved ankomst til vores indkvartering var der lige ved at opstå panik, da vores værtsfolk ikke havde fået registreret vores ankomst; men i løbet af 10 minutter var sagen i orden og 7 af gruppen blev indkvarteret i Gästehaus Gasser og 4 i Landgasthaus Ehstandhof, alle med enkeltværelser. Efter værelserne var taget i besiddelse og godkendt, havde vi en samling, hvor vi drøftede muligheden af allerede samme dag, at tage til Innsbruck og køre i oldtimer sporvogne. Det var der ikke stemning for, efter den lange rejse. Under samlingen blev der serveret en pilsner, men det viste sig, at ikke alle flasker indeholdt pilsner, men en blanding af øl og citronvand, en såkaldt Radler og det måtte undertegnede høre en del for siden.

Efter at have foretaget nogle småindkøb, set på Zillertals damptog der futtede forbi og slappet af resten af dagen, skulle vi ud og spise om aftenen, det viste sig, at være lidt af et problem, fordi de fleste af spisestederne var lukkede på grund af ferie. Det lykkedes dog at finde Hotel Pachmair, der reddede os for at dø af sult den dag. Kl. 23 gik hver til sit, så vi alle kunne være klar til tur med Zillertalerbahns damptog dagen efter.

Søndag den 9. maj 2010.
Friske og veludhvilede fik vi morgenmand kl. 08.00 og kl. 09.09 tog vi med diseltog fra Uderns til Jenbach. Vi kom i så god tid inden vi skulle på dampfart, at der blev mulighed for at gå lidt rundt på terrainet/remisen hos Zillertalbahn, hvor man var i færd med at oprangere det tog vi skulle køre med. Vognstammen blev en ”blandet landhandel”, af alle mulige vogne, 2-akslede såvel som 4-akslede, incl. en lille generatorvogn. Lokomotivet var et firkoblet lok med tender bærende navnet ”Gerlos” Lok. Nr. 4, D1-h2 (tidl. Bosnien - 076 (BHLB). Vi fik i øvrigt lejlighed til at se Zillertalbahns berømte Bier-wagen og en fin lille buffetvogn, som desværre ikke var med i togstammen på turen.

Kl. 10.35 futtede vi af sted i en vogn næsten for os selv (det var ganske hyggeligt), på den 32 km og 760 mm smalle bane over 35 broer med en fart af 35 km/t. Vi var ikke kommet ret langt uden for Jenbach førend vi, hængende ud af vognen opdagede, at en radius 1 måske i ”særlige” tilfælde kunne gøre sig på en ”G” bane, for her var kurverne da til at se – ret markant.

På turen blev der naturligvis fotograferet og filmet i et væk og mange opdagede, at det er en ”beskidt affære”, at køre med damptog når vinduer er åbne og man skal ud på vornperronerne og stå. I vor nabovogn, var der et større selskab med musik så der gik det lystigt til. Vi ankom til Mayrhofen kl. ca 12 i herligt vejr og besluttede os for at bese byen, efter nogle havde foretaget lidt Zillertalbahnsouvenirindkøb, få lidt frokost og måske tage med tovbane lidt op i ”højderne”.

Der var behov for lidt frokost og vi fandt Cafe Kostner, hvor vi indtog en dejlig terrasse. Fik fin forplejning, sandwiches m.v. samt fantastiske jordbærsnitte ledsaget af varm chokolade med rom --- og ikke mindst havde vi en god oplevelse af betjening, som en inspirende ”okey-dokey”-pigen i en ret nedringet dirndl stod for. Efter cafebesøget vandrede vi lidt rundt i Mayrhofen, der var så godt som ”død” og det viste sig, at det ikke var mulighed for at komme i højderne, de sejlbanen var lukket. Vi nød dog det herlige vejr og på vej tilbage til stationen fik vi lige et kulturelt ”flop” og smuttede ind og beså den lokale kirke, som er en ret ny kirke, men prydet med en del gammelt kirkeinventar.

Nogen fik behov for lidt væske, slog sig ned og fik en øl/vand, mens andre tog til stationen og beså den nøjere. I fælles flok kørtes med dieseltog tilbage til Uderns for at slappe lidt af inden aftenspisningen. Også denne aften måtte vi på excursion for at finde et spisested – det lykkedes - alle var glade og efter måltidet på Restaurant Giessenbach i Udernsblev vi budt på en obstler på husets regning – sikken en dag.

Mandag den 10. maj 2010.
Så blev det dagen hvor vi skulle til Innsbruck og lege turister, samt se på modeltog. Morgenmad kl. 08.00 og belært af erfaringen, enighed om at komme af sted allerede kl. 09.09, så der kunne blive lejlighed til at se lidt mere på alt det togliv der finder sted på Jenbach St. (Der er ca. 270 tog i døgner). Her er der, 760 mm spor (Zillertalbahn) og 1000 mm spor (Achenseebahn) samt normalspor (ÔBB m.fl.). Så der er masser at se på. Der blev således lejlighed til at se mere af Zillertalbahns materiel, bl.a. U 43 der er forbillede for LGBs Zillertallok. Også på ÖBBs materiel blev der set, specielt de tog der kørte med lastbiler og trailere, lige som der også blev set på Achenseebahn, som vi dagen efter skulle køre med. Vi futtede til Innsbruck med et dejligt moderne regionaltog og i herligt vejr legede vi så almindelige turister om formiddagen, fik lidt frokost og var derefter ude at køre i byens helt nye moderne sporvogne, meget handicapvenlige, som man godt kunne tænke sig indføret i Danmark. Herefter gik det – også med sporvogn – til Modellbahn Rainer, hvis man kan bruge ordspillet, så begyndte det altså at regne da vi ankom dertil, forretningen var ikke åben, da der var middagspause, så lidt dråber faldt der da på ”drengene”, som havde travlt med at se på forretningens udstillingsvinduer. Vi blev dog lukket ind lidt før officiel åbningstid og observerede, at der var ”noget” LGB på hylderne og at det også kunne være interessant, men der var ikke umiddelbart købelyst. Der blev hørt meget til priser og om evt. brugt, som der slet ikke var noget af. Pludselig kom plastickortene frem og inden vi forlod forretningen, var der foretaget ganske pæne indkøb – til – trods alt nogenlunde priser.

Svært belæssede, nu i fint vejr, drog vi tilbage til banegården i Innsbruck, her delte vi os i to hold, et som gerne ville tilbage til Uderns og et som om formiddagen havde ”opdaget” Hungerburgbahn, som er en helt moderne funiculare (altså en bane trukket af stålwire) og på den tur var der lejlighed for at få et flot vue ud over Innsbruck.

Efter at have hvilet oven på dagens "anstraengelser” gik turen til gårsdagens spisested hvor successen blev gentaget – dog uden den afsluttende obstler.

Tirsdag den 11. maj 2010.
Så blev det sidste dag. Forventnigerne til Achenseebahn-turen var høj, der var dog et lille problem, for i forbindelse med turen ville vi gerne se remise m.v. og det var i reservationssammenhænge blevet til, at vi skulle betale 22 euro for togturen og 22 euro for rundvisningen – pr. pers. – det syntes vi godt nok var lidt i overkanten, så stemningen var, at vi så måtte undvære remiseturen. Vi futtede fra Uderns, som sædvanligt kl. 09.09 og ankom til Jenbach med al vor bagage der blev anbragt i passende boxe på stationen. Herefter ”fri leg”, til kl. 11.05 hvor der var afgang med Achenseebahn. Det viste sig, til alles tilfredshed, at det vi skulle betale for turen og remisebesøg var 22 euro ialt, og så var alle glade, for når vi kom tilbage fra togturen ville der være en guide til rådighed for os.

Mens vi ventede på afgang blev der fotograferet på livet løs – også hos Zillertalbahn, hvor endnu en variant af U 43 var ude af remisen, klar til dagens damptur. Der blev lejlighed til hos både Zillertal- og Achenseebahn at købe diverse DVD, bøger m.v. om banerne.

Achenseebahn er en gammel bane, den blev godkendt ved Kejserlig Resolution i 1888 og kom i gang i 1889. Man har fire damplokomotiver, små kompakte maskiner, som har en ydelse på ca. 150 hp. En dieselmaskine og et pseudodamplok (med diselmotor), 16 vogne herunder en fint nyrenoveret barvogn, som vi desværre ikke havde med på turen. Banen er godt 7 km lang og har på noget af strækningen en stigning på 16 %.

Vi fik gode pladser i toget, helt fremme havde fire fået plads ude hos bremsemanden, men en måtte vige sædet, så kun tre fik lov til at være frontfigurer. Vi tøffede af sted, to vogne i front og det lille tandhjulslokomotiv, bygget i 1889 skubbede os op under pusten og stønnen, herligt i herligt vejr – helt op til 933 m over havet - hvor det var lidt køligt.

Der er på strækningen tre stoppesteder, men midt under turen stoppede toget ved en brandhane, så skulle der lige lidt vand på, til den videre fart. Ved endestationen oppe ved Achensee (Seespitz) erfarede vi, at årsagen til det lille stop under vejs, var at vandforsyningen i Seespits var ude af drift p.g.a. lav vandstand i Achenss - 1 - 1,5 m under normal vandstand.

Vi havde nu ca. 2 timer til vor rådighed, så det endte med, at der skulle furageres, nogle fik gullaschsuppe andre fik ”frankfurtere” i rigelig mængde d.v.s. at frankfurtere i Østrig altid er to pølser af mindre størrelse og flere bestilte to frankfurtere, hvilket resulterede i levering af 4 pølser med tilbehør. Efter nogen forvirring lykkedes det dog af opnå den ønskede fordeling af pølserne.

Kl. 14.00 gik det så nedad igen, atter med gode pladser og efter ca 40 min. kørsel var vi nede i varmen i Jenbach. Her blev vi modtaget af vores guide, Berhard Marchi, som viste sig at være direktøren for banen. Vi fik en meget flot guidet tur gennem remise, Heisshaus og værksteder. For et par år siden har man haft en brand i heisshauset hvor bl.a. et af de fire damplokomotiver blev svært beskadiget. Man har nu fået bygget et helt nyt heisshaus og lokomotivet er snart klar til en ny indsats. Værkstederne var flotte, der var ualmindeligt rent og ryddet. Lejlighedsvis bruges Haisshauset til fester af forskellig art, herunder bryllupper, koncertarrangementer og en del af det gamle værksted er indrettet som en charmerende bar.

Da vi var færdige med rundturen fik vi mulighed for en supplerende snak over et glas øl (et til hver) med Bernhard Mischi, som fortalte om banens historie. Den er som nævnt etableret i 1889 og har været i drift lige siden. Nu er det en turistattraktion, som er i gang fra 1. maj til oktober. I vinterperioden renoveres både det kørende materiel og selve banen. Der er 30 medarbejder, der er frivillige som får en symbolsk betaling for deres arbejde. Banen befordre mange turister fra Jenbach til Achensee, hvor der sejles en tur og så atter retur til Jenbach. Der er godkendte planer om en forlængelse af banen på 2,5 km, så man kan nå den største by ved søen Achenkirch. Banen drives som et aktieselskab og ved den seneste aktieudvidelse blev aktierne revet væk på en dag. Tiden nærmede sig vor afrejse, så vi takkede for et fint arrangement.

Vi fik hentet vores bagage og da vi kom på perronen klar til afgang, lød det højt og klart, at det tog vi skulle med, var ca. 23 minutter forsinket – lidt senere fik vi at vide, at det ville være 25 minutter forsinket og panikken begyndte at brede sig, fordi vi så ikke ville have mere end 6 minutter til et togskifte i München. Toget blev heldigvis ikke yderligere forsinket og da vi kom om bord, var der først ”kaos” omkring vores reserverede pladser, som dog løstes, derefter om toget ville blive yderligere forsinket, men togføreren udtrykte klart ”kein problem”. Ved ankomst til München havde vi så 12 min. til togskift. Vi nåede det tog vi skulle, det kørte da også lidt senere end officiel afgang – alle var glade. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, så da vi kom til Nürnberg begyndte et værre tordenvejr og det havde vi fornøjelsen af resten af turen, som i øvrigt blev forsinket helt op til en time inden vi kom til Padborg. Det bør vel lige nævnes, at oplevelserne i spise/cafevognen på hjemturen lignede meget hvad vi havde på udturen. I Kolding stod, den første af selskabet af, den næste i Ringsted og to i Høje Tåstrup, mens resten fortsatte til Københavns Hovedbanegård, hvor vi så spredtes for alle vinde efter at have haft en dejlig oplevelsesrig tur i det herligste vejr man kan ønske sig.