![]() |
HomeForeningen Moduler Arrangementer Galleri Links |
Smørum lokal bane.Af: Dennis PerssonVed Svends udsalg i baggårdsbutikken, fik jeg en hyggelig samtale med Erik Nielsen fra Smørum, hvor vi talte om "Smørum Lokal Bane" som kørte i hans baghave. Jeg blev inviteret til at kigge forbi en dag hvor vi begge to havde tid til at lege med store futtog i hans have, men det med tiden kniber det altså altid med. Lørdag den 22. september ringede vi sammen og tog chancen på at vi skulle mødes kl. 11.30 på trods af vejrgudernes truende skyer. Dagen startede fint, idet jeg havde glemt hvilket husnummer Erik boede i. Jeg havde også glemt sedlen med hans telefon nummer, så jeg gik fra hus til hus og kiggede på postkasser. Alle huse i området lignede hinanden og mange af postkasserne var uden navne, så gode råd var dyre. Det lykkedes dog med 20 minutters forsinkelse at finde Erik der stod i sin have og kiggede efter mig henover hækken. Erik har en pæn rundbane med 2 stationer, opstillingsspor ved begge stationer, en remise og et pakhusområde.
Hovedstationen har 4 stationsspor og den mindre station 2 spor. (Her er et ekstra stikspor under udvikling, men ikke et ord om det til Eriks søde kone, der holder øje med om blomsterbedene skulle gå hen og blive mindre med tiden).
Erik har en meget velfungerende bane som i øjeblikket forsynes med en Aristocraft fjernstyrings enhed. Sporskifter styres på den lille station via Aristocraft fjernbetjeningen, medens selve hovedstationen styres fra en kontrolpult der er placeret centralt ved stationen.
Sporvejen lægges fast ved hjælp af små omskiftere, hvorefter man trykker på den røde tast og vupti stilles sporskifterne i den valgte sporvej. Simpelt, men effektivt. Under vores næsten 6 timers lange hyggestunder, svigtede det ikke en eneste gang. Kontakterne i midten af sporene er tænd / sluk for strøm i sporene, ligesom de grønne lamper viser om der er strøm i sporene på den lille station. Selve strømforsyningen lå på græsset ved siden af kontrolpanelet. Begge dele kan tages ind i huset ved dårligt vejr, eller om vinteren.
Som det kan ses på billederne, skulle det hvide LCE tog afprøves som noget af det første. Toget kørte til både min og Eriks tilfredsstillelse perfekt rundt på banen. Også selv om Erik benytter sporskifter med lille radius. Stationssporene og sidesporene var som skabt til LCE toget der lige nøjagtigt kunne holde alle vegne og alligevel kunne passeres af andre tog. Måske et tilfælde, men det fristede Erik til måske at købe et tilsvarende LCE tog på et senere tidspunkt. Vi fik tiden til at gå med at sætte forskellige tog på banen af blandede typer. Mine sporvogne kom til at køre meget rundt til min store glæde, ligesom Eriks USA lokomotiv, samt et tysk damp lokomotiv gjorde sporvognene selskab.
Erik har selv bygget USA lokomotivet koblinger om, idet koblingerne er monteret direkte på lokomotivet og ikke som normalt på lokomotivets bogier. Ved at gøre koblingen større og lade en bogie vogn efterfølge lokomotivet, kunne selv de skarpeste kurver gennemkøres uden uheld. Til venstre for broen, kan man skimte en pavillon som var en af de mange bygninger som Erik havde langs sporet på banen.
Det er nemmere at se pavillonen her hvor sporvognen passerer broen, på vej mod den lille station. Også sporvognene kørte uden strømproblemer på anlægget, hvilket man desværre ikke helt kan sige om G modul foreningens anlæg, hvor samme sporvogne hakker og af og til kører fast på sporene. Hmm måske lidt stof til eftertanke ! ! ! Finjustering af sporene på modulerne / rensning af spor ville måske hjælpe. Den lille station, med 2 spor og 2 stik spor ligger hyggeligt op mod rækkehusets terrasse.
Sporene giver mulighed for at lade et tog holde ved stationen, medens et andet passerer forbi, eller rangerer vogne ind på de 2 sidespor i baggrunden. Sidesporene kan også anvendes til opstilling af nye vogntog, hvilket vi benyttede os meget af under lørdagens forskellige togstammer.
Der blev leget og rangeret til ære for fotografen, således at der kunne tages remise billeder med sporvogne, + en masse andre fotostop på banen.
Fotooptagelserne var dog ikke helt uden fare for den modige fotograf, som det ses på billedet.
Fotografen overlevede dog og der blev i løbet af dagen taget mange billeder på banen.
Også forplejning var der sørget for, idet der blev budt på frokost og eftermiddagskaffe. Vejret var også med os, idet vi kunne se mørke skyer omkring Smørum, samt lyn og torden i det fjerne, men uden at der kom en dråbe vand.
At Erik også selv bygger vogne, fik jeg selvsyn for både på banen, men også i Eriks lille værksted, hvor en godsvogn var under udarbejdelse.
Den blå/hvide personvogn i midten af toget er en Erik konstruktion, der bestemt fik mig til at krumme tæer over hvad jeg selv er ved at bygge. Jeg har stadigvæk meget at lære før jeg når Erik's niveau. Også den blå godsvogn er hjemmebygget og man skal virkelig tæt på for at se det ikke er en færdigkøbt vogn.
6 timers kørsel uden større uheld, må vel siges at være godt klaret. Eneste uheld var en tabt vogn i starten af dagen, hvor USA lokomotivet ikke ville beholde en to akslet vogn efter sig. Dette løste vi ved at sætte en bogie vogn mellem lokomotiv og godsvogn. Dagens afsporing stod jeg selv for, idet jeg kørte for tidlig ud fra hovedstationen. Min fumlen med kontrolpulten var skyld heri og var vel kun at forvente, det var kun et spørgsmål om tid inden jeg kvajede mig. ( Jeg siger det selv inden andre kommer med sjove bemærkninger). Her ses vognene fra den anden side. Vognene er virkelig flot lavet og burde vises i farver for at man kan se den flotte udførsel.
Selve strømforsyningen af banen og sporskifterne foregik fra en trækasse som lå foran hovedstationen. Alt var bygget pænt op med kraftige ledninger og det var nemt at ændre/tilføje mere i kassen hvis det skulle blive nødvendigt.
Erik går og tænker på måske at gå over til digital drift med tiden, idet han gerne ville kunne styre/rangere med flere tog på banen samtidig, uden at skulle flytte rundt på togstammerne fra de forskellige afbrudte sporstykker. En fremtidsdrøm, men der er plads til den i kassen og på anlægget.
Under vores kørsel, blev Erik uddannet i kørsel med sneplov og banen blev ryddet uden problemer. Kan i måske se at der ligger nogen sne tilbage, på billederne ? Igen viste det sig at banen var lagt pænt og sneploven kørte uden problemer rundt i kurverne og passerede sporskifterne ganske som den skulle.
Det skal lige tilføjes at plov, lokomotiv og vogne passerede LCE toget med ca. 3 mm luft mellem togene. Pæn kørsel ikke ? Til sidst vil jeg gerne slutte af med at takke Erik og hans kone for en dejlig hyggelig dag. Vi skiltes med en snak om, måske at mødes igen til foråret, til en yderligere køredag, samt måske at arrangere en fælles * G * modul foreningsdag, til næste sommer. Vi skulle være meget velkomne og på foreningens vegne vil jeg gerne sige tak for forslaget, som hermed går videre til foreningens bestyrelse til nærmere planlægning til næste år.
På det sidste billede er Erik ved at rangere togstammer væk til nedpakning. Klokken er ca. 17.30 og de 6 timers kørsel er fløjet væk med hygge, kørsel, rangering, fotografering, faglig snak, byggetips m.m. |